Køb og sælg aldrig. Det var rådet for et eksklusivt udvalg amerikanske aktier op igennem 60’erne og ind i 70’erne. Men kunne det virkelig betale sig at investere i sådanne aktier?
• Igennem 60’erne og 70’erne var der en særlig tro på 50 selskaber med kælenavnet ”The Nifty Fifty”.
• De 50 aktier blev efterhånden handlet til historisk høje kurser i forhold til indtjeningen.
• Oliekrisen i 1973-74 ramte økonomien og The Nifty Fifty hårdt.
• Selv hvis man købte de 50 aktier, da de var allerdyrest i 1972, ville man alligevel have haft pæne afkast, hvis man havde beholdt dem i 16 år.
1960erne var et dramatisk årti i verdenshistorien. Det gjaldt ikke mindst i USA med attentaterne på Kennedy-brødrene og Martin Luther King. Raceuroligheder og borgerrettighedsbevægelser. Woodstock og hippier. Vietnam-krig og antikrigs protester. Cuba-krise, månelanding og hastigt accelererende teknologiske fremskridt.
Trods alt var der en generelt stigende optimisme op gennem årtiet og en tro blandt amerikanerne på, at USA skulle spille en dominerende rolle også blandt verdens bedste virksomheder. Forståeligt, idet de forenede stater så sent som i 1969 tegnede sig for 38 procent af verdens bruttonationalprodukt fordelt på blot 5,6 procent af verdens samlede befolkning.
Velstandsstigning og optimisme fik også mange almindelige mennesker til at investere i det amerikanske aktiemarked op gennem 60’erne. En undersøgelse af US Stock Exchange viste, at 30 mio. amerikanere - næsten 15 pct. af befolkningen - satte sparepengene i aktier i 1970. De havde ikke den store indsigt i aktier og købte ofte ind i de investeringsforeninger, der blomstrede op i årtiet. Men mange af de professionelle i investeringsforeningerne havde også begrænset erfaring. Halvdelen af de beskæftigede salgsfolk og investeringsanalytikere i 1969 var blevet ansat i årene siden 1962 og havde derfor ikke set andet end et marked, der gik nogenlunde jævnt opad.
Tidens 50 største amerikanske aktier
Der var en del virksomheder, der blev fremhævet som særligt interessante i disse år. Kendetegnende for dem var solid vækst i årevis, stabilt stigende udbyttebetalinger og høje markedsværdier. Disse aktier blev et helt naturligt valg for institutionelle investorer uden behovet for at stille de store spørgsmål. Aktiekurserne gik kun en vej. Og det var op. ”Køb og sælg aldrig”, lød det enkle råd for netop disse 50 aktier.
Morgan Stanley Trust, en af de største kapitalforvaltere på det tidspunkt, satte navnet The Nifty Fifty på den eksklusive gruppe af vækstaktier i 1972. Nogle af aktierne er nok ukendte for de fleste, men en del kender alle. F.eks. Walt Disney, McDonalds og Pfizer.
Hvornår er en aktie dyr?
I 1972 havde investorerne sendt aktiekurserne højt op. The Nifty Fifty var på papiret blevet dyre. Specielt, hvis man kiggede på aktiekursen i forhold til indtjeningen i selskaberne også kaldet Price Earning (P/E). Hvis en aktie handles til en høj pris per indtjening, så udtrykker det, at markedet forventer, at selskabet tjener mange penge. Og forventningerne var netop høje til The Nifty Fifty dengang. Både Walt Disney og McDonalds blev handlet til tårnhøje priser i forhold til, hvad de rent faktisk tjente. Det samme gjaldt for Polaroid. Gennemsnitsprisen for de eftertragtede 50 aktier var prisfastsat mere end dobbelt så højt som gennemsnittet for de 500 største amerikanske aktier.
”The Nifty Fifty blev taget ud og skudt en efter en” Citat fra finansmagasinet Forbes efter oliekrisen i 1973.
Oliekrise og økonomisk nedtur
Det store spørgsmål var naturligvis, om det kunne betale sig at købe så dyre aktier? Selv hvis man gik ind på toppen, da de var allerdyrest i 1972?
For i 1973-1974 skete der noget. Den 6. oktober 1973 gik Egypten og Syrien til angreb på Israel. En våbenhvile blev indgået 24. oktober, men en oliekrise var sat i gang med dramatisk stigende oliepriser. Rent økonomisk var det et voldsomt chok for de rige lande, som havde vænnet sig til vækst og velstand op gennem de glade 60’ere. En firdobling af olieprisen gjorde ondt i hele økonomien, ikke mindst på forbrugerne, som måtte skære kraftigt ned på andre ting. Flere faktorer betød, at aktiemarkederne begyndte at falde over hele verden, hvilket resulterede i en voldsom stigning i ledigheden de fleste steder.
En blanding af godt og skidt
Når det går skidt i økonomien, så falder aktiemarkedet som regel. The Nifty Fifty gik heller ikke fri. Som en kommentator beskrev det i finanstidsskriftet Forbes: ”The Nifty Fifty blev taget ud og skudt en efter en”. F.eks. faldt Xerox 71 procent og Polaroid 91 procent. På dette tidspunkt stod det klart, at det var en dårlig idé at have købt de dyreste aktier. For det var dem, der faldt mest. Men der gemmer sig også en anden historie.
Professor i finans, Jeremy Siegel, på Wharton School of the University of Pennsylvania, berømt for bogen Stocks for the Long Run, satte sig for undersøge, hvordan det så ud, hvis man som investor havde købt de 50 aktier, da de var dyrest prisfastsat i 1972 og beholdt dem til og med august 1998. Det ville have givet et årligt afkast på godt 12 pct. - nogenlunde det samme som indekset S&P 500 i samme periode.
Men der var stor forskel på, hvordan aktierne havde klaret sig. Nogen gav et meget lavere afkast, endda negativt i flere tilfælde, mens andre gav et afkast, der var betydeligt højere end markedsindekset. Blandt dem, der klarede sig bedst, var bl.a. Phillip Morris, Coca Cola og medicinalvirksomheder som Pfizer og Merck.
En stor del af the nifty fifty lever i bedste velgående
En hel del af selskaberne fra The Nifty Fifty eksisterer i bedste velgående i dag. Nogle er blevet opkøbt eller har fusioneret med andre. Og nogle findes simpelthen ikke mere. Se blot på Kodak, der blev overhalet af den digitale udvikling. Men kigger vi på de 50 superaktier fra 60erne og 70erne, er kendsgerningen dog også, at der er nogle aktier, som har så unikke forretningsmodeller, at det kan betale sig at købe dem, selv om de er blevet relativt dyre.
