Politikere, ratingbureauer, banker, centralbanker, finansielle tilsynsmyndigheder, økonomer, tænketanke, investorer, låntagere og helt almindelige forbrugere. Der er mange aktører, som fik skylden for at det gik så galt under finanskrisen i 2008. Men, hvad var det egentlig, der skete?
• Lave renter, stor lånelyst og risikovillighed i samfundet fik bankerne verden over til at låne mange penge ud i årene op til finanskrisen.
• Boligmarkederne voksede meget stærkt mange steder, friværdier blev belånt, forbrugerne levede ofte over evne.
• I USA blev boligkøb særligt fremmet af en kongresbeslutning om, at fattige mennesker skulle have mulighed for at købe deres egen bolig med billige lån.
• Boligpriserne begyndte at falde i 2005, og låntagerne begyndte at svigte deres betalinger.
• Kollapset af Lehman Brothers i 2008 blev starten på en international bankkrise, som førte til en fastfrysning af det finansielle system.
Forløbet op til finanskrisen i 2008 rummer mange årsager til kollapset. Den helt korte version kunne lyde således: I midten af 00’erne blev der lånt for mange penge ud uden skelen til betalingsevnen. Kreditvurderingsbureauerne var for dårlige til at vurdere risiko. De professionelle investorer jagtede for ukritisk afkast uden at være kræsne nok med risiko. Låntagerne tog gladeligt for sig af lånetilbuddene og boligejerne glemte, at det ikke er en naturlov, at huspriserne fortsætter ind i himlen. Obligationsforsikringsselskaber udstedte forsikringer i så stort omfang, at det kunne blive svært, hvis huspriserne faldt. Finansielle tilsyn og politikere tillod formentligt for mange banklån og indviklede finansielle instrumenter, som var svære at forstå eller have overblik over.
Clinton og finansiel deregulering
Det var således mange forskellige faktorer, der bidrog til den værste finanskrise siden Depressionen i 1930’erne. Men hvis vi skal starte et sted, kunne vi tage fat i Bill Clinton, præsident i USA 1992-2000. Hans præsidentperiode var præget af økonomisk fremgang - og det man kalder finansiel deregulering. Han lempede med andre ord på reglerne i finansverdenen, med færre reguleringer og initiativer, der lagde pres på bankerne om at låne flere penge ud til folk med lave indkomster.
Samtidigt begyndte aktierne at stige ret kraftigt i USA. Det førte til teorier om evig vækst uden irriterende nedture. Og måske var der noget om snakken. For amerikansk økonomi havde på det tidspunkt kørt med høj vækst og lav ledighed i årevis uden, at inflationen løb løbsk. Men mange aktier blev købt op til priser, der ikke var holdbare i længden, og den såkaldte IT-boble begyndte at punktere i foråret 2000. Nedturen på aktiemarkedet fortsatte i et par år, forstærket af det uhyggelige terrorangreb i New York 11. september 2001.
Renten blev sat ned
Stemningen i begyndelsen af det nye årtusinde var ikke god, og forbrugere og virksomheder frygtede for fremtiden. For at undgå en for hård nedtur i økonomien satte den amerikanske centralbank (Federal reverve, eller bare Fed) renten kraftigt ned og endte helt nede på 1 pct. i 2003. Samtidig medvirkede den ekspansive finanspolitik og billigelån også til, at det blev den mildeste nedtur i efterkrigstiden.
I 2003 begyndte det at gå frem igen - både på aktiemarkedet og i økonomien. Men Fed begyndte ikke at hæve renten fra det meget lave niveau før sommeren 2004. For inflation var der åbenbart ikke rigtig noget af. Hvor blev den af? Den plejede at dukke op, når der var gang i økonomien.
En mulig forklaring var globaliseringen. En udvikling, der allerede var i fuld gang før IT-boblen, men tog ekstra fart i nedturen, fordi pressede virksomheder ledte efter billigere løsninger. Og her var det oplagt at omlægge vareproduktion til meget lavere omkostninger i udviklingsøkonomierne. Det betød, at mange varer blev billigere, men også at arbejdsmarkederne i Vesten ikke længere kunne udløse højt lønpres, selv når der var stor efterspørgsel, og væksten var høj.
Verden var blevet større.
Inflationen kom i boligpriserne
Noget inflation begyndte dog at vise sig i form af stærkt stigende priser på alle råvarer - fra olie og metaller til gas og fødevarer. Men mere bekymrende var inflationen i boligpriserne.
Her fortsatte den stigning, som var begyndt op igennem 90’erne i takt med stærk global vækst og lave renter - ikke bare i USA, men også de andre udviklede lande. Det blev i vidt omfang benyttet til belåning af friværdien, hvilket førte til øget forbrug og i en del tilfælde også investering i værdipapirer.
I USA var der noget særligt i gang. Mange års snak om at fattige folk også skulle have bedre muligheder for at købe egen bolig blev nu virkelig fulgt op med handling. Det skulle ske gennem de såkaldte subprimelån – som var i kraftig vækst. Det er lån, hvor låntagerne ikke opfylder kravene til normale realkreditlån (prime). Ofte blev disse lån udstedt med såkaldte teaser-renter - dvs. meget lave renter de første år og så betydeligt højere renter - der lå over renten på primelån – de efterfølgende år.
Det varslede ballade.
Indviklede finansielle instrumenter
Investorerne vidste godt, at der var en højere risiko på disse subprimeobligationer. Men nu kom den finansielle innovation i spil. Indviklede produkter kaldet Collateralized Debt Obligations (CDO) var blevet populære op igennem 80’erne og 90’erne. Det handlede dybest set om, at man pakkede forskellige gældstyper samme, så den bestod af realkreditlån, billån, forbrugslån m.m. og udstedte nye instrumenter med forskellige typer af underliggende risici. Investorerne, der købte en disse indviklede produkter, fik således en nogenlunde god spredning af risikoen men samtidigt en risikopril, der kunne være svær at gennemskue.
Ratingbureauerne understøttede udviklingen og mange af disse CDO’er blev tildelt nogle af de højeste ratings, hvilket var nødvendigt for at tiltrække institutionelle investorer som f.eks. pensionskasser, der har skrappe regler for, hvad de må købe. Men markedet var for optimistisk, og da tabene på ejendomsmarkedet tabte pusten, var det et varsel om, at der var svære tider forude.
Boligpriserne begyndte at vakle i august 2005. Byggeriet gik i stå i 2006. Boligpriserne fortsatte faldet, stadigt flere kunne ikke betale deres lån, hvilket betød at antallet af tvangsauktioner steg.
Og så begyndte balladen. Investorerne tabte bl.a. mange penge på CDO’erne, og det tvang dem til at sælge ud af andre aktiver. En salgsspiral var i gang. Også bankerne tabte penge, hvor nogle var i meget værre positioner end andre. Nogle blev reddet af statskassen, banken Lehman Brothers blev ikke. Og denne konkurs anses ofte for den faktor, hvor den negative udvikling kom ud af kontrol. Der opstod en lammende mistillid. Det finansielle system frøs fast og stort set alle sektorer og regioner i verden blev ramt af nedturen.
I de fleste udviklede lande havde der været for nem adgang til billig kredit i årevis, boligmarkeder var skudt i vejret, værdipapirer købt for højt op, forbrugerne stiftede for stor gæld og levede over evne, bankerne var for risikovillige i deres kreditpolitik, finansielle tilsyn var gået for langt i liberaliseringen af markedet.
I dag er kravene til bankerne og hele den finansielle industri strammet op på mange fronter. Bankerne skal have mere på kistebunden. Der er generelt kommet mere regulering i den finansielle verden. Det er dog ingen garanti for at vi ikke får finansielle kriser i fremtiden. For irrationel adfærd har det med at dukke op i historien igen og igen. Der er visse ting, man ikke kan fjerne ved lov.
