Coronakrisen, Finanskrisen, IT-boblen eller den sorte mandag i 1987. Intet kan hamle op med aktiekrakket i USA i 1929, der først sluttede i juli 1932, hvor markedet var faldet med 89 procent siden toppen.
Det første Tintin album så dagens lys, og Vatikanstaten blev oprettet i Rom, men det er dog først og fremmest børskrakket i Wall Street, som 1929 huskes for. Optakten til krakket var ”de brølende 20’ere”. Jazz, Art Deco, surrealisme og ekspressionisme. En tid præget af optimisme, nytænkning og oprør mod forældede konventioner og traditioner. USA’s kvinder fik stemmeret i 1920, og en hel del vendte ikke tilbage til husmoderrollen igen efter krigen.
Nye opfindelser og forbrugsgoder var med til at gøre livet bedre i takt med bl.a. udbredelsen af elektricitet. Bilerne strømmede ud fra Henry Fords samlebånd, mens også flyindustrien tog fart. Startskuddet til forbrugssamfundet havde lydt, og det blev hjulpet på vej af, at almindelige mennesker pludselig kunne låne penge i banken til køb af de fristende forbrugsgoder.
Investeringer for lånte penge pressede aktierne op
Det gik godt frem mod 1929. USA’s bruttonationalprodukt voksede med 42 procent i perioden 1920-1929, og amerikansk fremstillingsindustri tegnede sig for næsten af halvdelen af verdens produktion, mens krigshærgede Europa var i gang med genopbygning.
Aktiemarkedet bragede opad fra midten af 20’erne, og mange blev fristet af muligheden for at købe aktier for mange flere penge, end de faktisk havde. Det blev muligt takket være de såkaldte marginforretninger, hvor investorerne typisk kunne købe aktier ved kun at betale 10 procent af aktiernes værdi. Resten blev betalt med gevinster på aktiernes kursstigning. Problemet var naturligvis, at det kun virkede, når aktierne steg. Og det gjorde de frem mod 1929. Alene i 1928 steg de 30 største industriaktier over 50 procent.
Den amerikanske centralbank blev bekymret. Derfor hævede den renten i 1928 og 1929 i håb om, at det kunne bremse spekulationsbølgen. Men rentestigningerne fik en negativ effekt på byggesektoren, som efter nogles opfattelse havde bygget for mange huse fra midten af 20’erne. Rentestigningerne gjorde også ondt på de mange, der havde lånt penge i banken. Det ramte folks købelyst til biler, og bilsektoren måtte skære ned på produktionen. Samtidig led landbruget i forvejen - effektiviseret af industrialiseringens maskiner - under både hjemlig og global overproduktion og lave priser.
”Aktiekurserne har nået noget, der ligner et permanent højt plateau.” Irving Fischer, amerikansk økonom - 15. oktober 1929.
Store kursfald skabte panik
I foråret 1929 var der nervøsitet i markedet med en del nedture og efterfølgende opture. Men alligevel kravlede aktiemarkedet op på en historisk top i september. En af datidens mest respekterede økonomer, Irving Fischer, udtalte 15. oktober: ”Aktiekurserne har nået noget, der ligner et permanent højt plateau”.
Det var en uheldig timing. Allerede få dage senere den 24. oktober faldt Dow Jones indekset i løbet af dagen med 11 procentpoint. Det blev rettet op af massive støtteopkøb fra de største banker til et fald på kun to procentpoint. Om mandagen (Black Monday) og tirsdagen (Black Tuesday) faldt markedet igen hhv. 13,5 og 11,7 procent og denne gang kunne det ikke rettes op. Investorerne var i panik.
Det hele blev værre af investeringerne for lånte penge. Børsmæglerne opfordrede deres kunder til at indsætte flere penge på deres marginkonto. Aktier blev solgt i massevis for at skaffe pengene, men til meget lavere kurser, end de var købt til. En ond cirkel var i gang.
Bunden i aktiemarkedet blev først nået i juli 1932 – Dow Jones Indekset faldt 89,2 procent fra toppen i september 1929.
Krakket ledte op til det, der efterfølgende har fået navnet ”den store depression”. Talrige analyser har i tidens løb dog påvist, at det ikke var krakkets skyld, selv om det er en udbredt myte. Faktisk rettede mange aktier sig ganske meget op i løbet af 1930.
En anden myte er også afvist. Det var ikke den brede befolkning, der havde aktier - faktisk var det mindre end tre procent. De fleste økonomer peger på, at depressionen skyldes et sammenfald af mange andre ting, som aktiekrakket var med til at gøre værre: I USA faldt industriproduktionen med 47 procent fra 1929 til 1933. USA's BNP faldt med 30 procent; ledigheden steg til over 20 procent, og en femtedel af bankerne måtte dreje nøglen om. Mange lån blev ikke betalt tilbage, og situationen blev forværret af, at mange mennesker ville hæve deres indskud i bankerne. Det kunne bankerne ikke klare, da de havde lånt mange flere penge ud, end de havde i indskud.
Bankkrisen er en vigtig forklaring på, at recessionen blev til en depression. Ikke blot mistede mange mennesker både jobs og opsparinger i krakkede banker på et tidspunkt, hvor hverken arbejdsløshedsunderstøttelse eller indskudsgaranti var opfundet, men det blev også meget vanskeligere at låne penge. Det skabte stor uvished om fremtiden - forbrugerne holdt på pengene, og investeringer styrtdykkede. Situationen førte til deflation (faldende priser), som gjorde det hele endnu værre. Faldende lønninger og faldende priser på alting gjorde særlig ondt på folk med meget gæld, da størrelsen af gælden var uændret.
Den store depression fik globale konsekvenser og strakte sig et godt stykke ind i 1930erne.
