Del

Vacciner og genåbning prægede finansmarkederne i årets første seks måneder

Halvårsrapporterne for 2021 fra Danske Invest er netop publiceret. Her får du en kort gennemgang af de finansielle markeder og aktiviteterne i Danske Invest samt forventningerne til resten af året.

Historien kort fortalt

  • Udrulningen af vacciner banede vejen for store aktiestigninger anført af Europa og USA
  • De største kursstigninger i 2021 forventes bag os
  • Ledelsen ser fortsat afkastpotentiale fra aktier og de mere risikofyldte obligationstyper
  • Danske Invest implementerede EU’s regelsæt om bæredygtige investeringer
  • Priserne på 15 af fondene blev nedsat ved årets begyndelse

Er der ét tema, som fylder i halvårsrapporten fra Danske Invest, er det konsekvenserne af Coronapandemien. Igen i år var det den vigtigste faktor i forhold til udviklingen for
de finansielle markeder de første seks måneder af 2021. Siden de første positive meldinger om effektive coronavacciner kom i efteråret 2020, har forventningerne været høje – både til den økonomiske udvikling og til aktiemarkederne. Disse forventninger blev i høj grad indfriet i første halvår af 2021.
 

Solid vækst og aktiestigninger

Overordnet set tegner der sig et positivt billede af en global økonomi i stærk vækst i første halvår af 2021, anført af USA og Europa. Det kunne ses på de finansielle markeder, hvor globale aktier steg med ca. 16 pct. i første halvår.
 
Mens de store vestlige økonomier oplevede et markant skifte i den økonomiske aktivitet, var udviklingen mere afdæmpet i Kina, som længe havde haft coronavirussen under kontrol.

LÆS OGSÅ: Uro på det kinesiske aktiemarked varsler nye tider
 

Forventning om mere moderate stigninger

Der er efter Danske Invests vurdering indregnet rigtig meget positivt i aktiekurserne allerede. Samtidig er de finansielle markeder fremadskuende af natur. De forholder sig ikke blot til den høje vækst her og nu, men også til forventningerne om en aftagende vækstrate senere i år.
 
Selv om de største kursstigninger på aktiemarkederne formentlig ligger bag os i 2021, ser Danske Invests ledelse dog fortsat et vist afkastpotentiale fra aktier, ligesom fortsat solid vækst også kan være muligt i de mere risikofyldte obligationstyper som eksempelvis virksomhedsobligationer.
 

Udsving i renteniveauerne

Den økonomiske fremgang og stigende inflation satte også sit præg på renteudviklingen med betydelige stigninger i renterne blandt vigtigste statsobligationer i Europa og USA i første kvartal. Derimod lå renteniveauerne nogenlunde uændrede i årets andet kvartal – og henover sommeren er de faldet.
 
Renterne på statsobligationer er fortsat lave eller negative, og med udsigt til potentielt stigende renter resten af året, der i givet fald vil presse obligationskurserne nedad, ser Danske Invests ledelse et meget begrænset afkastpotentiale for statsobligationer.
 

Mærkning af bæredygtige fonde

På de interne linjer i Danske Invest, var det særligt nyheden om implementeringen af det nye EU-regelsæt om bæredygtige investeringer, der løb med overskrifterne. De nye regler har til formål at standardisere informationer omkring bæredygtighed og investeringsforeningers oplysninger om miljømæssige og sociale forhold samt god ledelsespraksis (ESG). 

LÆS OGSÅ: Nye EU-regler skal gøre det nemmere at sammenligne bæredygtige elementer

På Danske Invests hjemmeside, er alle fonde tydeligt mærket, så du kan se hvilke EU-standarder fondene lever op til. Blandt andet finder du seks indeksfonde, der er mærket bæredygtige og dermed lever op til EU’s strengeste krav til bæredygtige fonde.

LÆS OGSÅ: Seks indeksfonde bliver nu betegnet bæredygtige
 

Prisjustering og udviklingen i investeringsforeningen

Danske Invest har en målsætning om at have konkurrencedygtige omkostninger, herunder at være i den billigste tredjedel blandt de danske investeringsforeninger målt i forhold til sammenlignelige fonde, som investorer kan købe på egen hånd. På den baggrund besluttede bestyrelsen for Danske Invest at nedsætte de løbende omkostninger for en række fonde med tilhørende andelsklasser. Prisreduktionerne trådte i kraft fra d. 1. januar 2021.

LÆS OGSÅ: Danske Invest sænker igen priserne i 2021
 
Formuen i Investeringsforeningen Danske Invest var 137,5 mia. kr. pr. 30. juni 2021 mod en formue på 124,8 mia. kr. ultimo 2020. Nettosalget af investeringsbeviser nåede i første halvår 2021 til 8,8 mia. kr., og halvårets resultat blev 7,1 mia. kr. Der blev i første halvår 2020 udbetalt udbytter for 3,2 mia. kr.
 
Herunder finder du ledelsens beretningen for første halvår for alle Danske Invests fonde, samt forventninger til markedsudviklingen for resten af året i de netop publicerede halvårsrapporter fra Danske Invest.
 
Læs mere: Danske Invest Halvårsrapport 2021

Læs mere: Danske Invest Select Halvårsrapport 2021

Læs mere: Danske Invest Index Halvårsrapport 2021

 

Info

Noget gik galt.

Warning

Noget gik galt.

Error

Noget gik galt.