Sådan gik generalforsamlingen 2026
Investeringsforeningerne Danske Invest, Danske Invest Select og Danske Invest Index holdt generalforsamling 23. april. Her fik de godt 80 fremmødte investorer en gennemgang af det seneste års aktiviteter, et indblik i det samlede overskud på 20,4 milliarder kroner, mens direktøren også åbnede op om forventningerne til resten af året.
Tre skarpe
- Samlet resultat i 2025 for de tre foreninger blev på 20,4 milliarder kroner.
- Danske Invest blev i det forgangne år igen Danmarks største investeringsforening.
- Den geopolitiske usikkerhed er fortsat høj.
Bella Sky konference-center lagde lokaler til da omkring 80 fremmødte investorer den 23. april deltog i generalforsamlingen for Danske Invest, Danske Invest Select og Danske Invest Index.
De fremmødte investorer fik en gennemgang af aktiviteterne det seneste år, overskud i foreningerne og forventningerne til den kommende tid.
De fremmødte var desuden med til at vedtage en række beslutningsforslag fra bestyrelsen. Advokat Christian Kjølbye var dirigent.
Formandens beretning om 2025
Bestyrelsesformand Bo Holse fremlagde sin beretning og kom ind på, at tålmodighed fortsat er en afgørende faktor for investorer i et marked præget af geopolitisk uro og store udsving.
2025 bød på markante kursfald i foråret som følge af Donald Trumps handelskrig og frygt for global recession, men endte samlet set med positive afkast på både aktie- og obligationsmarkederne.
”Investorer, der forholder sig i ro, vil som regel blive belønnet,” opsummerede Bo Holse den legendariske investor fra Berkshire Hathaway, Charlie Mungers, investeringsfilosofi, som i disse tider måske er værd at være ekstra opmærksom på.
Formanden fortalte, at den globale økonomi har vist sig mere robust end ventet, understøttet af stærke arbejdsmarkeder, rentenedsættelser i Europa og USA samt økonomiske stimuli i Kina.
Pæne afkast
Globale aktier gav et afkast på 6,9 pct. med store regionale forskelle, hvor især europæiske (19,6 procent) og kinesiske aktier (20,9 procent) klarede sig stærkt, mens amerikanske aktier blev dæmpet af en markant svækkelse af dollaren. Også obligationsinvestorer fik overvejende positive afkast, blandt andet som følge af høje løbende renter og indsnævring af kreditspænd, mens danske indeksobligationer var en undtagelse.
Bo Holse gennemgik desuden udvalgte afdelinger i Danske Invest, hvor især europæiske aktieafdelinger leverede høje afkast, mens korte danske obligationer klarede sig bedre end lange.
Bestyrelsen adresserede samtidig en fejl i forbindelse med udbytteudbetaling i februar 2026 og understregede, at alle investorer nu har modtaget korrekt udbytte uden tab for afdelingerne.
Formanden fremhævede også, at bestyrelsen har haft stor fokus på at ’komme rundt i alle hjørner’ for at sikre en god drift af investeringsforeningen.
”Vi tror på, at vores fokus på konkurrencedygtige produkter har været med til at skabe den øgede investorinteresse." Bo Holse, bestyrelsesformand, Danske InvestDe centrale temaer for bestyrelsen i 2025 har været et fokus på værdiskabende og relevante produkter, nem adgang til produkter og effektiv kommunikation samt fair og lige behandling af investorerne. Der er gennem året blevet videreudviklet på relevante målepunkter for at løbende at kunne følge udviklingen, da bestyrelsen anser disse emner som centrale for investorerne, herunder især i relation til interessevaretagelsen.
Og afsluttende konstaterede Bo Holse med tilfredshed, at Danske Invest i det forgangne år igen er blevet Danmarks største investeringsforening:
”Vi tror på, at vores fokus på konkurrencedygtige produkter har været med til at skabe den øgede investorinteresse,” sagde han.
Herefter gav han ordet videre til direktør i Danske Invest, Robert Mikkelstrup, der gennemgik regnskaberne for 2024 og forventningerne til 2025.

Årets resultat fra Danske Invest, Danske Invest Select og Danske Invest Indeks blev på godt 20,4 mia. kroner, hvilket administrerende direktør Robert Mikkelstrup på generalforsamlingen kaldte ”et godt vidnesbyrd om den positive udvikling på de finansielle markeder det forgangne år.”
Direktøren: Endnu et godt investeringsår
Administrerende direktør for Danske Invest, Robert Mikkelstrup, lagde ud med at gennemgå resultaterne for 2025 og konstatere, at det generelt var et ’rigtig godt’ år, der er fulgt efter 2023 og 2024, der også gav gode afkast.
Hans forhåbning var derfor, at der var lidt at stå imod med, hvis 2026 skulle give mere modvind på de finansielle markeder.
Investeringsforeningen Danske Invest gav året et resultat på 11,5 mia. kroner, Investeringsforeningen Danske Invest Select gav et resultat på 6,3 mia. kroner. Investeringsforeningen Danske Invest Index gav et resultat på 2,6 mia. kroner.
Det gav et samlet resultat på 20,4 mia. kroner i de tre foreninger, hvilket direktøren kaldte ”et godt vidnesbyrd om den positive udvikling på de finansielle markeder det forgangne år.”
Resultatet svarer relativt til 7,2 procent af den samlede formue under forvaltning ved indgangen til 2025.
I de tre investeringsforeninger var formuen samlet set ca. 324 mia. kroner ved udgangen af 2025.
Ved udgangen af 2024 var det tilsvarende tal ca. 285 mia. kroner så dermed er vores samlede formue under forvaltning ved udgangen af 2025 næsten 40 mia. kroner højere end året før.
Højere udbytter
Samtidig er der blevet udbetalt højere udbytter i år end sidste år. Samlet set blev der udbetalt udbytter det seneste regnskabsår på 7,5 mia. kroner, hvor det tilsvarende tal for 2024 var 4 mia. kroner.
Robert Mikkelstrup talte også om, at i årsrapporteringen fylder bæredygtighedsrapportering meget ikke mindst på grund af EU-lovgivningen.
”Det er vigtigt for os at oplyse om bæredygtighedsforholdene i vores forskellige afdelinger på en overskuelig og intuitiv måde. Derfor har vi det seneste år lanceret såkaldte Sustainability Insights-rapporter, der giver et let tilgængeligt overblik over bæredygtighedsforholdene i de enkelte afdelinger,” sagde han.
Her får investorer blandt andet overblik over andelen af bæredygtige investeringer i de enkelte afdelinger, hvordan de bidrager til FN’s Verdensmål, hvilke brancher der er ekskluderet fra investeringerne, samt hvordan vi har arbejdet med aktivt ejerskab i form af dialog med selskaber og stemmer på deres generalforsamlinger.
Sustainability Insights-rapporterne findes på hjemmesiderne for de enkelte afdelinger. Her har investorer også som noget nyt fået adgang til mere udførlige lister over, hvilke konkrete selskaber og udstedere, der er ekskluderet fra de enkelte afdelinger.
”Det er, synes vi selv, nogle væsentligste skridt mod øget transparens til gavn for vores investorer,” sagde Robert Mikkelstrup.
"Efter det seneste år med en uforudsigelig amerikansk præsident, befinder vi os i en situation, hvor vores klassiske tilgang til de finansielle markeder og aktuelle investeringsmuligheder, kan komme lidt til kort." Robert Mikkelstrup, administrerende direktør, Danske InvestForventninger til resten af 2026
En ting er at fortælle om et 2025 med fine afkast. Noget andet at spå om fremtiden. Robert Mikkelstrup mener, at det er ekstra svært at forudsige resten af årets udvikling på de finansielle markeder.
”Efter det seneste år med en uforudsigelig amerikansk præsident, befinder vi os i en situation, hvor vores klassiske tilgang til de finansielle markeder og aktuelle investeringsmuligheder kan komme lidt til kort,” sagde han.
Normalt vil der være fokus på gængse makroøkonomiske faktorer som vækst, inflation og renter, samt virksomhedernes indtjening og deres forventninger til fremtiden.
”Men Donald Trump er fortsat en væsentlig og uforudsigelig variabel, der i perioder kan fylde mere end alt andet – og som gør det ekstra vigtigt med god risikospredning i sine investeringer,” sagde Robert Mikkelstrup.
Og konstaterede:
”Med forbehold for denne Trump-faktor forventer vi overordnet set fortsat en pæn global vækst i 2026,” sagde han.
På trods af krig i Mellemøsten og forhøjede oliepriser, er der stadig solide arbejdsmarkeder, lav ledighed og Kina forventes at holde hånden under væksten i den del af verden.
Forventninger til obligationer og aktier
Ifølge Robert Mikkelstrup forventes generelt positive afkast fra obligationer, der nyder godt af pæne renteniveauer.
Krigen i Mellemøsten udløste frygt for højere inflation, og det førte til markante rentestigninger og dermed faldende obligationskurser. Siden er renterne dog faldet noget tilbage igen.
Også på aktiemarkedet er forventningen positiv. Samlet set for året forventes et fornuftigt positivt afkast, understøttet af udsigten til solid vækst i selskabernes indtjening i år.
”Generelt vil jeg dog igen understrege, at især den geopolitiske usikkerhed fortsat er forholdsvis høj, og der vil helt sikkert komme flere bump på vejen. Som altid råder vi investorer til at tænke langsigtet og være tålmodige,” sagde Robert Mikkelstrup.
Du kan læse årsrapporterne her
Godkendelse af årsrapport 2025 og genvalg af bestyrelse og revisor
Beretningen og årsrapporterne for 2025 blev herefter godkendt.
Til foreningernes bestyrelser blev advokat Bo Holse, direktør Birgitte Brinch Madsen, direktør Jeanette Fangel Lønstrup, direktør Jan Madsen og professor Michael Svarer genvalgt.
Herudover blev Price Waterhouse Coopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab genvalgt som revisor for foreningerne.
Vedtagelse af ændringsforslag
I den sidste del af generalforsamlingen blev der fremsat en række forslag fra bestyrelsen om tilpasninger af investeringsforeningernes vedtægter samt ændringer og fusioner af en række fonde.
Generalforsamlingen tilsluttede sig samtlige fremsatte forslag, der blev stillet.
Ændringerne afventer Finanstilsynets godkendelse.
De vedtagne forslag kan findes i dagsordenen for generalforsamlingen.
Abonnér på nyheder
Danske Invests nyhedsabonnement er en gratis e-mailservice, hvor du løbende modtager nyhedsbreve med information og nyhedsopdateringer om vores produkter.
Du tilmelder dig ved at indtaste din e-mailadresse og herefter vælge, hvilke oplysninger du ønsker at modtage.
Ved din registrering af din e-mailadresse giver du samtykke til, at vi sender dig nyhedsbreve.
Vi bruger kun dine e-mailadresse til udsendelse af nyhedsbreve. Vores nyhedsbreve indeholder pixels, der registrerer, om du åbner nyhedsbrevet samt hvornår nyhedsbrevet åbnes (dato og tidspunkt), og hvilke links du klikker på. Disse oplysninger behandler vi på baggrund af dit samtykke, og vi bruger oplysningerne til at forbedre vores nyhedsbreve. Danske Bank er dataansvarlige for behandling af dine oplysninger i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve. Du kan læse mere om behandling af personoplysninger i vores privatlivspolitik.
Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til at modtage nyhedsbrevet ved at kontakte os på 3333 7171 eller skrive til danskeinvest@danskeinvest.com. Du kan også altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet.


