Ny analyse: Danske investorer er tilfredse med information
Størstedelen af de danske investorer, der køber investeringsbeviser gennem deres bank, er tilfredse med den information, de får fra deres rådgiver. Det viser en undersøgelse.
Det kan virke uoverskueligt for mange investorer at finde de rigtige investeringer, der passer til både risikoprofil og ønsket om forventet afkast. Derfor betyder rådgivningen i bankerne rigtig meget for, om investorerne føler sig klædt på til at tage investeringsbeslutningerne.
Flertal er tilfredse
En ny undersøgelse fra TNS Gallup viser, at et klart flertal af investorerne, der investerer i investeringsbeviser, er tilfredse med den information, som deres bankrådgiver giver dem i banken. De er samtidig tilfredse med mængden af information, de får tilbudt.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 2000 investorer og er den mest omfattende af sin art i Danmark.
Til at forstå
Investeringsfondsbranchen har været med til at lave undersøgelsen sammen med Finansrådet, og her pointerer direktør Jens Jørgen Holm Møller vigtigheden af den information, investorerne får fra deres bank, når der står investeringsbeviser på dagsordenen.
”Det er vigtigt, at alle kunder har adgang til rådgivning for at undgå investeringsfejl, der kan koste dyrt. Kundernes rådgivere i banken har en unik position, når det handler om at dække investorernes behov for helhedsrådgivning. Derfor er bankrådgiveren helt central, når den enkelte investors behov skal matches med de investeringsfonde, vi tilbyder,” siger Jens Jørgen Holm Møller.
Undersøgelsen viser, at mens størstedelen er tilfredse eller meget tilfredse med informationen fra deres rådgiver, så er 8 pct. enten utilfredse eller meget utilfredse. 11 pct. svarer ved ikke, mens en anden andel svarer ”hverken tilfreds eller utilfreds”. Stort set samme forhold gør sig gældende ved spørgsmålet om overskueligheden i forbindelse med investeringsbeviser samt forståelsen af den information, investorerne modtager. Også her er flertallet tilfredse.
Abonnér på nyheder
Danske Invests nyhedsabonnement er en gratis e-mailservice, hvor du løbende modtager information og nyhedsopdateringer om vores produkter.
Du tilmelder dig ved at indtaste din e-mail adresse og herefter vælge, hvilke oplysninger du ønsker at modtage.
Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til at modtage nyhedsbrevet ved at kontakte os på 3333 7171 eller skrive til danskeinvest@danskeinvest.com. Du kan også altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet.