• Find Danske Bank afdeling eller hæveautomat
    Find
  • Hovednummer

    +45 3333 7171

    • Man-fre: 09.00 - 17.00

    Investering Direkte

    +45 5585 0435

    Man-fre: 09.00 - 17.00

    Telefonsamtaler kan blive optaget og gemt til brug for dokumentation og sikkerhed.

    Support til Netbank
    70 105 501
    Man-tors: 08.00 - 21.00
    Fredag:      08.00 - 18.00
    Lørdag:     10.00 - 18.00
    Søndag:    10.00 - 21.00

    Spær dit kort
    70 20 70 20

    Bliv kunde

    70 10 17 08

DelClose

Det var en historisk dag for Ambu

I marts udstedte det danske selskab Ambu virksomhedsobligationer for første gang i virksomhedens historie. Det blev en succes, der sendte 700 mio. kr. ned i Ambus kasse til at finansiere et amerikansk opkøb. Og der var spænding undervejs.

Foråret 2013 var en historisk periode for Ambu, der producerer hospitalsudstyr. Ikke nok med, at virksomheden havde foretaget sit største opkøb nogensinde og dermed stod foran en stor integration af en amerikansk virksomhed. Adm. direktør Lars Marcher stod også overfor at skulle finansiere et lån på 125 mio. dollar, der delvist skulle betales ved hjælp af udstedelse af virksomhedsobligationer. En øvelse, som virksomheden aldrig tidligere havde givet sig i kast med.

"Jamen vi var jo meget spændte på, om nogen overhovedet ville købe vores obligationer. Vi er jo hverken Mærsk, Arla eller Dong Energy. Vi er bare en mellemstor virksomhed, som aldrig tidligere har gjort sådan noget. Så selvfølgelig var vi spændte," fortæller adm. direktør Lars Marcher fra Ambu om tiden op til udstedelsen af obligationerne. Og det endte da også med at blive en hektisk dag, hvor Ambus bank allerede efter en halv times salg måtte ringe direktøren op og bede ham tage en hurtig beslutning. Mere om det senere.

Største opkøb nogensinde hos Ambu
Ambu er vokset støt de seneste 5 år, hvor omsætningen og indtjeningen er næsten fordoblet. Denne stærke finansielle udvikling fik i 2012 adm. direktør Lars Marcher til at rette blikket mod USA og foretage Ambus suverænt største indkøb nogensinde med købet af amerikanske King Systems. Prisen endte på 120 mio. dollar samt potentielle milepæls- og earn out-betalinger på omkring 50 mio. dollar over de næste tre år. Pengene blev lånt i banken, men Lars Marcher havde allerede ved købet en ide om, at den bankgæld skulle indfries ved at udstede virksomhedsobligationer.

"Vi har haft fokus på denne måde at finansiere sig på i en del tid. I USA er de jo meget langt fremme med udstedelse af virksomhedsobligationer, mens vi i Danmark har været mere bagefter. Men renteniveauet i øjeblikket har gjort en obligationsudstedelse meget interessant som en tredje finansieringskilde for os," fortæller Lars Marcher og nævner mulighederne for lån i banken samt muligheden for aktiekapitaludvidelse som de to "klassiske" finansieringsmuligheder, Ambu hidtil har haft.

Var der overhovedet interesse?
Næste skridt var en undersøgelse af markedet for at få en ide om, hvorvidt det overhovedet gav mening at udstede virksomhedsobligationer. Ambu lavede en såkaldt "issuer profile" – en slags miniprospekt – der præsenterede Ambu i et neutralt lys over for potentielle investorer. Samtidig mødtes Lars Marcher med en række fonde og andre mulige institutionelle investorer for at give dem lejlighed til at stille spørgsmål om Ambu. Og her overraskede spørgsmålene ham.

"Når vi holder møder med vores aktionærer, handler det næsten altid om vækstmuligheder, og hvordan mulighederne er for at skabe højere omsætning og større overskud – for derigennem at få en højere aktiekurs. Men med obligationsinvestorer var fokus helt anderledes. De havde øjnene stift rettet mod risiciene. Hvor stor var belåningsgraden i virksomheden og så videre. Som obligationsinvestor er der jo ikke en upside på samme måde som ved aktier. Her er det i stedet vigtigt at få bekræftet, at vi fortsat kan betale vores regninger," fortæller Lars Marcher.

På baggrund af tilbagemeldingerne fra markedet og vurderinger fra Ambus bank, blev det besluttet at udstede obligationer for 500 mio. kr. Og Lars Marcher og hans kolleger besluttede at lave en ren dansk udstedelse: Obligationer udstedt i Danmark, i danske kroner og noteret på børsen i København. På den måde ville obligationerne understøtte aktierne og Ambus placering i den finansielle verden.

"Du skal beslutte dig nu"
Fredag d. 8. marts 2013 åbnede Ambu for salget af obligationerne, og Lars Marcher mødte særligt tidligt ind på jobbet den dag. Han ville sikre sig, at alting var på plads, inden det gik løs kl. 9.

"Jeg ringede til banken omkring kl. halv ni for at sikre mig, at alt var på plads og samtidig få bekræftet, at banken stadig havde en tro på, at der var købere til obligationerne. Her fik jeg bekræftet, at alt var klar, og at interessen for obligationerne fortsat var høj," fortæller Lars Marcher.

Alligevel blev Lars Marcher ringet op af banken allerede efter en halv times salg. Beskeden var klar: Der er overvældende interesse. Du skal beslutte dig for, om du vil udnytte den interesse til at hæve beløbet og eventuelt presse renten ned. Du skal beslutte dig nu.

"Den melding havde vi ikke regnet med, og derfor blev vi selvfølgelig nødt til meget hurtigt at kigge på den mulighed for at ændre på tingene. Hvordan skulle vi udnytte den større efterspørgsel? Her måtte jeg træffe et hurtigt valg og besluttede at øge beløbet til 700 mio. kr. og samtidig sænke renten fra 3,5 pct. til 3,35 pct. Men det var ikke uden en vis spænding, at den beslutning blev taget," fortæller Lars Marcher.

700 mio. overført til Ambu
Da klokken slog 12, var det hele overstået, og der var lukket for handel. Og banken kunne melde om et salg på 700,5 mio. kr. og en nominel rente, der blev lidt bedre end ventet. Pengene blev herefter overført til Ambu, og bankgælden i forbindelse med opkøbet blev indfriet.

"Det har været en rigtig positiv oplevelse for os. Vi vovede pelsen og udstedte obligationer i Danmark i danske kroner og på børsen i Danmark og har alligevel tiltrukket 25 pct. udenlandske investorer. Det er vi glade for. Og så har vi med udstedelsen elimineret risici i Ambu, da vi nu har fået en fast rente i de fem år, obligationerne løber," forklarer Lars Marcher. Han peger samtidig på, at udstedelsen har haft en positiv indvirken på Ambus aktiekurs. Det, at selskabet har fået en anden investorgruppe ind, der har tiltro til, at Ambu er en solid og veldrevet virksomhed, har faktisk givet Ambu flere investorer, der har købt op i aktien, fortæller han.

Og efterfølgende har Lars Marcher fået mange opkald fra kolleger i branchen, der gerne vil vide mere om Ambus arbejde med obligationsudstedelsen. Han fortæller, at mange virksomheder i øjeblikket overvejer muligheden, mens andre egentlig havde afskrevet muligheden, men har ændret holdning, efter de har set Ambus udstedelse.

"Vi har måske været isbryder på markedet i Danmark i forhold til vores størrelse. Jeg hører om enormt mange virksomheder, der har været interesseret i processen. Den kogebog vil mange gerne låne," fortæller Lars Marcher.

Læs også: Nordiske virksomheder udsteder flere obligationer

Abonnér på nyheder

Danske Invests nyhedsabonnement er en gratis e-mailservice, hvor du løbende modtager information og nyhedsopdateringer om vores produkter.

Du tilmelder dig ved at indtaste din e-mail adresse og herefter vælge, hvilke oplysninger du ønsker at modtage.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til at modtage nyhedsbrevet ved at kontakte os på 3333 7171 eller skrive til danskeinvest@danskeinvest.com. Du kan også altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet.

Info

Noget gik galt.

Warning

Noget gik galt.

Error

Noget gik galt.